Jeg føler, at mine bryster er sådan nogle, der ikke kommer i vejen for mig selv eller andre. De er lidt anonyme/androgyne, fordi de er så små, men det kan jeg godt lide. Det er praktisk.

Da jeg var teenager, havde jeg en stærk forhåbning om at få store bryster, men de blev aldrig større end en lille a-skål. Jeg kan huske, at drengene kommenterede det i 6.-7. klasse: At jeg lignede et strygebræt, eller at jeg havde små gajoler. Det var rædselsfuldt. I gymnasiet blev det bedre. Jeg opdagede, man kunne spille seksuelt på andre kropsdele end brysterne, og jeg opdagede, at mange fyre også godt kunne lide små bryster. da jeg som 22-årig blev gravid med min første søn, voksede min lille a-skål til en stor c-skål. Det var ekstremt skræmmende for mig. Jeg var jo vant til at kunne gå nedringet, uden det vakte stor opmærksomhed – lige pludselig var blikkene på mine bryster først og derefter på mit ansigt. Jeg begyndte at dække mig til og oplevede slet ikke den opmærksomhed som noget rart eller komplimenterende. Pludselig blev jeg taknemmelig over, at jeg ikke havde haft den slags ting at tænke over. Mens jeg ammede mine to børn, ændrede mine bryster sig til at være noget endnu mere praktisk – kilden til mad og nærhed/trøst for mine børn. I dag har jeg det helt fint med min lille barm, der dog hænger lidt mere end før. Jeg tænker ikke over dem til daglig.

Jeg ville gerne være med i projektet, fordi jeg egentlig synes, det er en skam, at der er så mange, der ved operationer laver om på deres kroppe. Jeg ville ønske, der var flere muligheder for at have en krop end den, der angår den stramme, unge kvindes med runde, struttende bryster. Jeg synes, det slappe/grimme/runde/tykke osv. kan være lige så æstetisk – eller burde være det.